• Gratis fragt ved køb over 499,-
  • Leveringstid 2-5 hverdage
  • Showroom i Vejle
  • Prismatch
  • ✓ Vi har mere end 14 års erfaring i Danmark
  • ✓ Gratis visualiseringshjælp i 3D
  • ✓ Gratis vejledning og rådgivning
  • ✓ Gratis levering

Motionscykel eller spinningcykel - hvilken skal du vælge?

Motionscykel eller spinningcykel. En cykel er vel bare en cykel eller hvad? Vi får ofte besøg af kunder, der hjemmefra har fundet frem til, at deres foretrukne motionsform er cykling.  Så langt så godt. Men når man kigger i cykelgenren til hjemmetræning, så virker motionscyklen og spinningcyklen jo rimelig ens ved første øjekast . De har samme funktion - man cykler på den, så det kan være svært at vælge. Og når man læser på nettet for at komme valget nærmere, er vandene delt skarpt op i forhold til hvilken, der er det bedste valg.

Selvom det er rigtig nok, at motionscykler eller spinningcykler ligner hinanden og har samme træningsmæssige funktion, så ligger de langt fra hinanden. Det er både i opbygning, og hvilken type af motionist, de henvender sig til. Vi vil i denne artikel se nærmere på forskellene, så du kan blive klogere på, om du skal vælge en motionscykel eller spinningcykel.

Skal du vælge motionscyklen

På motionscyklen sidder du som på en almindelig cykel dvs. oprejst og afslappet. Sædet er stort og blødt med rigtig god siddekomfort. Du kan indstille på sædet, både op/ned og frem/tilbage, og du kan som oftest ikke stille på styret.

Motionscyklens svinghjul sidder inde bag skjoldet, så du ikke kan se det. Cyklens modstandssystem består af en række magneter nær svinghjulet. Når modstanden skal øges flyttes magneterne tættere på svinghjulet, og modsat hvis modstanden sænkes. Dette kan enten være computerstyret eller manuelt med et drejehåndtag.  Computeren giver informationer om tid, hastighed, distance, kadence, watt-ydelse, kalorieforbrug og nogle byder på pulsmåling. I og med at modstanden styres gennem computeren, så har mange motionscykler indbyggede programmer, hvor man kører op og ned ad bakke i forskellige intervaller. Mange der vælger motionscyklen synes, at det er fedt med programmer, der varierer træningen og motiverer til at give den en skalle på motionscyklen. Er bakken der i programmet, jamen så skal du jo køre op ad den.

Skal du vælge spinningcyklen

På spinningcyklen sidder du som på en racercykel, som du kender fra landevejen. Sædet er smallere og lidt hårdere. Nogle cyklister foretrækker dette sæde og synes, at motionscyklens sæde er alt for bredt. Spinningcyklen byder på de samme indstillingsmuligheder som motionscyklen og dertil kan man altid indstille styret op/ned, samt frem/tilbage på nogle. Modstandssystemet er sat helt anderledes op end motionscyklens. Svinghjulet er næsten altid synligt på hjemmetræningsmodeller. Det er tungere og direkte, mekanisk forbundet til pedalerne ved enten rem eller kæde. Modstanden skabes ved, at du manuelt drejer på et håndtag og så ”bremser” filt- eller læderklodser hjulet og skaber modstanden. Det er ikke sikkert, at du vil opdage en forskel i følelsen af den modstand, men det er der. Spinningcyklens modstandssystem er sat sådan op, at du kan stå op og træde i pedalerne, hvilket du ikke bør gøre på motionscyklen. De fleste spinningcykler fås også med SPD eller LOOK, hvor skoen kan klikkes fast på pedalerne.

Med det tungere svinghjul kræver det lidt mere kraft at sætte hjulet i gang, og så har spinningcyklen fastnav. Så når først hjulet er sat i gang, så fortsætter hjul og pedaler med at køre rundt, selv om du holder op med at cykle. På en motionscykel er der frihjul, hvor selve hjulet kan køre rundt og  pedalerne står stille.

Spinningcyklen er uden programmer, da belastningen justres manuelt. Der er som oftest heller ingen computer med, der kan måle puls, tid osv. Du kan dog tilkøbe en cykelcomputer der viser tid, hastighed og distance.

Spinningcyklen er den type af cykel, som du finder i fitnesscenterets holdsal, hvor medlemmerne kører til hårdt, pumpende musik og lyden af en instruktør, der råber for at motivere og presse lidt ekstra ud af deltagerne. Denne type cykel kan du også køre derhjemme med din egen musik eller slet ingen. Det smukke er, at det bestemmer du helt selv. Men det betyder også, at du skal være god til at motivere dig selv, da du ikke har programmer. Der findes dog online træningsmuligheder, hvor du køber et medlemskab også har træningsvideoer at køre til eksempelvis på Wexer.com.

Motionscykel

  • Sidder som på en almindelig cykel
  • Stort og komfortabelt sæde
  • Nem sædeindstilling
  • Computerstyret magnetbelastning
  • Computer med distance, tid mm
  • Evt. pulsmåling
  • Indbyggede programmer.
  • Frihjul

Spinningcykel

  • Sidder som på en racercykel
  • Smalt racer-sæde
  • Nem indstilling af sæde og styr
  • Manuel belastning med filt-/læderklodser
  • Ingen indbyggede programmer
  • Til tunge intervaller og stå i pedalerne
  • Klikpedaler
  • Fastnav.

Hybrider – indoor bikes

Der findes også hybrider, som nogle steder kaldes indoor bikes. Det er indendørs cykler, hvor man sidder som på en racercykel, har klikpedaler, men som har magnetmodstand og indbyggede programmer.

Motionscykel eller spinningcykel - find svaret

Med disse 4 spørgsmål kan du relativt hurtig afdække om du er en spinner eller om en motionscykel med træningsprogrammer er mere dig.

  1. Hvordan vil du sidde
  2. Vil du have programmer
  3. Træder du meget tungt og vil du kunne stå op
  4. Døjer du med rygproblemer, så du skal have en oprejst siddestilling